FAQ – Når svaret ikke har været til at finde andre steder

Hvad er en omsorgsklovn?

En omsorgsklovn er et menneske, der har specialiseret sig i at bruge klovnen som et redskab til at møde mennesker i sårbare livssituationer. Det kan være ældre på plejehjem, mennesker med en demens-sygdom eller voksne med udviklingshandicap eller funktionshandicap på bosteder og institutioner. For en omsorgsklovn er stedet ikke så vigtigt – det er, hvad der sker mellem os som mennesker, der er i fokus.

Er De Danske Omsorgsklovne i hele Danmark?

De Danske Omsorgsklovne er ikke til stede i alle dele af landet (endnu).
Foreningen prioriterer at hvert besøg af De Danske Omsorgsklovne er en uforglemmelig oplevelse – hver gang. Kvaliteten i hvert enkelt besøg er vigtigst. 
Vi drømmer om at nå langt omkring i Danmark – men det må ikke blive på bekostning af kvaliteten i omsorgsklovnenes nærværsarbejde. 

Er I også hospitalsklovne?

Nej.
Vores omsorgsklovne er ikke hospitalsklovne – eller demensklovne – eller cirkusklovne…

De Danske Omsorgsklovne er specialiseret i at besøge mennesker, der lever med svære livsvilkår – det kan være ældre på plejehjem, mennesker med demens eller mennesker med et udviklingshandicap eller en funktionsnedsættelse, der gør at vedkommende bor på bosted eller lignende. 

Vores omsorgsklovne er ikke optagede af diagnoser og handicap – de er optagede af at møde mennesker, finde mening, sanse og mærke at vi er i live – sammen – lige NU!

Organisationen Danske Hospitalsklovne besøger børn og unge på hospitaler i Danmark. Der er også andre klovneorganisationer i Danmark. 

Hvad koster et besøg af omsorgsklovnene?

Vi ønsker som udgangspunkt, at det skal være gratis for plejehjem og institutioner at få besøg af De Danske Omsorgsklovne.

Du kan ønske et besøg til dit plejehjem eller bosted her på vores hjemmeside. Vi har en venteliste, hvorfra bestyrelsen udvælger besøgssteder. Vi kan kun tilbyde at komme på besøg, når det er lykkes os at rejse penge til at aflønne vores professionelle omsorgsklovne.

Hvis du er i den heldige situation, at I har midler at gøre med, så tøv ikke med at skrive til os, for det er muligt at købe besøg af De Danske Omsorgsklovne. 
Skriv til kontakt@omsorgklovne.dk

Hvordan er De Danske Omsorgsklovne finansieret?

De Danske Omsorgsklovne er en NGO – dvs at vi hverken modtager støtte fra staten eller kommunerne. Vi rejser selv pengene via støttemedlemskaber, fondsmidler og donationer fra private og virksomheder.

Vi indgår også gerne partnerskaber med virksomheder eller institutioner, der kan se værdien i at støtte vores arbejde.

Det er også muligt at købe omsorgsklovnebesøg hos os – skriv til os, så finder vi ud af noget sammen.
kontakt@omsorgsklovne.dk

Er omsorgsklovne og plejehjemsklovne og demensklovne det samme?

Det er lidt svært at svare på.
For os er det vigtigt ikke at være associeret med en bestemt diagnose.

I vores filosofi er omsorgsklovne for alle mennesker – uanset om der er sygdom på spil eller ej.
Vi valgt et navn, som vi synes siger, hvad det er vi ønsker at give følelsen af hos de mennesker, vi møder ♥

De Danske Omsorgsklovne arbejder ud fra værdierne Respekt, (lige)Værdighed og Nysgerrighed.

Gør omsorgsklovne grin med folk?

Nej!
De Danske Omsorgsklovne tager ikke ud på plejehjem eller bosteder for at gøre grin med nogen!

De Danske Omsorgsklovne tager på besøg for at møde de mennesker, der bor der.

Alle vores klovne arbejder ud fra et værdisæt bygget på RESPEKT for mennesker og livssituationer, VÆRDIGHED i alle typer af relationer og NYSGERRIGHED på mennesker og møder.

Et møde med en omsorgsklovn fra vores organisation skulle gerne efterlade glæde, smil og en boblende følelse af liv og håb.